Formår du at sætte pris på de små ting i livet? Det er disse små ting, der gør hele forskellen. Dette spørgsmål larmer ofte i mine tanker, for jeg forstår det faktisk ikke. Jeg grubler lidt frem og tilbage - og så sker der det som ofte sker i mit hoved. Mine tanker går ind i en slags tankesløjfe, og jeg kommer aldrig rigtig frem til et svar som giver mening for mig. Jeg glemte egentligt også at spørge den anden "hvad mener du egentligt med de der små ting"?
Hvad nu hvis man antager, at de små ting i livet for nogen er de store ting for mig. Så bliver det svært at bevare roen og holde tungen lige i munden. Hvis man tillægger materialisme at være de store ting i livet, så er jeg forvirret på et alamerende højt niveau. Jeg sætter ligesom andre mennesker stor pris på ting. Jeg drømmer om disse, og er dødgod til at anskaffe mig alt muligt mærkeligt. Et nyt tv, et Applewatch, en ny bil, nyt tøj som kan rode mellem alt det gamle. Når tingene er anskaffet går der lige præcis 30 sekunder, så virker de hverken spændende eller sjove længere. Tingene er blevet en del af den almindelige hverdag. Ergo, min tanke er, at det er noget der foregår i hjernen. Materialisme skaber i min verden en kortvarig lykke, mens den dybe og betydningsfulde lykke kommer af helt andre ting og oplevelser i hverdagen. En klog ven, når man erobre nye ting, beskriver det som følelsen af suset når adrenalinen skydes afsted i blodet, og når du er i en meningsfuld og en relation båret af nærvær så sker der det, at dopaminen fylder os op med lykke.
Kødbyen - fra kvægtorv til misbrugernes holdeplads
Kontrasten til ovenstående kommer her. På min tur til København i Pinsen 2020 tog jeg søndag morgen kl 7.00 min rygsæk og kamera med på byvandring uden at have et bestemt mål. Jeg besluttede, at lade min intuition guide mig og være åben for nye indtryk. Jeg begav mig fra den "pæne" side af København over Dybbølsbro, og videre langs hovedbanen ind i hjertet af Kødbyen tæt på DGI byen. Den første del af Kødbyen var lagt øde hen af Coronakrisen, og de små gallerier og arbejdende værksteder var stadig lukket ned.
Videre ad Halmtorvet mærkede jeg tydeligt, hvordan stemningen ændrede sig i gadebilledet. For enden af Halmtorvet ligger Københavns stofindtagelsesrummet H17. Målet med fixerrummet H17 er netop, at få de hårdeste misbrugere væk fra gaden. Men i stedet flyder brostenene groft sagt med lort, blod og kanyler.
Narkomanens rus skabt af en kortvarig lykke gennem et udefrakommende stof der enten ryges eller indtages direkte i årene styrer livet hårdt. Dag ud og dag ind. Flere misbrugere ses liggende på åben gade med blodet løbende ud af armene. Et uværdigt liv. Der er ikke nogen gylden middelvej, men mere et kompromisløst enten eller. Enten overlever du eller så gør du ikke.
På spørgsmålet, at sætte pris på de små ting i livet tænker jeg ikke Halmtorvets eksistenser kan tillade sig den slags luksusspørgsmål. Jeg er meget i tvivl om disse mennesker har brug for at filosofere over livets store spørgsmål. Grundlæggende er deres jagt og livskvalitet styret af stoffets virkning, og i samme åndedrag for enhver pris undgå de abstinenser der følger med når stoffet har forladt kroppen. Jagten er styret af det næste fix.
Jeg forlod Kødbyen med en følelse af både sorg og lettelse. Det Danmark som jeg holder så umådelig meget af, drukner ikke kun i blod, lort og kanyler men meget mere i de fortabte sjæles kamp for daglig overlevelse. Det skriger i mig, for det er meget få af disse skæbner der har styrken og kræfterne til at rette ryggen, og forlade et liv hvor afhængigheden af stoffer påvirker evnen til at tage et aktivt valg.
©pimaje2020
Perspektivering
På mine vandringer rundt i Danmark bliver jeg klogere på mig selv, og ikke mindst de sider af samfundet som er knap så glamourøse. Desværre kan jeg ikke lukke øjnene for dette liv, og bare vende den anden kind til. Det er sidder i mit DNA at møde de svageste med omsorg og forståelse. Men jeg er samtidigt bevidst om, at man ikke kan redde nogen der ikke vil reddes. Det er deres opgave at finde deres vej. Jeg kan tilbyde min tid og nærvær - sætte et kort aftryk og ikke andet. Sætte min lid til at min ven har ret, at det er gennem venlighed og næstekærlighed at realtionen styrkes til den anden, og forhåbentligt er det stof der på sigt vil skabe den største afhængighed. At komme ud af sit stofmisbrug og ind i relationen.
Efter mit besøg på Halmtorvet en tidlig søndag morgen i juni, er det at komme tættere på sin egen sandhed alle skridt værd. Jeg finder mening i at iagttage og gå i dialog med mennesker fra alle samfundslag. Københavns kommune forsøger at gøre det værdigt for alle i vores skønne hovedstad ikke kun at leve men også overleve. Men når jeg ser 50 af de hårdeste misbrugere leve deres liv på gaden kommer jeg i tvivl. Jeg kigger på mit eget liv, og får øje på, at jeg har mere af alt end jeg selv kan nå at bruge. Jeg har en dejlig familie, mine to døtre og et job der bringer mig økonomisk tryghed. Tryghed og kærlighed er de største søjler i mit liv. Kærlighed til sig selv og andre er ikke en handelsvare, og disse er, hvis du spørger mig, vigtige elementer og hele livets fundament.
"Kærlighed er en kraft, som ikke kan styres eller kontrolleres, men som i høj grad styrer med os. Det er ikke muligt at fremelske kærlighed som en viljeshandling, men vi kan prøve at åbne for den og lade den fylde både indad og udad".
©PiMaJe
Comments