Uge 16 er gået på hæld. Vejret tilsmiler os tiltagende, og dette med større og større intensitet. Weekenden skulle efter vejrudsigten blive helt fantastisk. Med denne energi i ryggen vinkes farvel til en crazy arbejdsuge - aldrig før set i mit arbejdsliv. Ja - den går vist over i det som kaldes danmarkshistorie. Aldrig har jeg oplevet en arbejdsplads, endsige en flok kolleger så omstillingsparate og dedikerede når det kommer til deres eget og børnenes ve og vel.
Aldrig før har jeg set en pædagogisk praksis omdannet til en kamplignende zone indhyllet i sprittåger mod den nye fælles fjende Covid-19, og forhåbentligt aldrig nogenside skal jeg opleve det igen.Puslespillet gik til sidst op i et lettelsens suk, og jeg kan virkelig godt lide det store billede vi i fællesskab fik skabt rundt om børn, personale og forældre.
Vi havde som det eneste mål i sigte, at skole, SFO og dagtilbud til enhver tid skal være sikre trædesten i barnets liv uanset hvilken udfordring vi står overfor. Det lykkedes.
Er denne tid hysteriets kampplads?
kan vi udfra et etisk ståsted samt ovenstående fortælling fra det virkelige liv diskutere om danmarks nedlukning den 11. marts 2020 var en anelse for stram og lige lovlig konsekvent?
I Danmark har vi tradition for at tænke sundhedsfremmende fremfor behandling, og i karantæneperioden har vi som en stor samlet befolkning fulgt Statsminister Mette Frederiksens diktat og ageret efter visdommen "Better safe -than sorry". Blogger og skribent for Jyllandsposten Martin Ågerup, direktør af CEPOS, vender på sin blog, at vi samfundsmæssigt og økonomisk endnu ikke kender konsekvensen af nedlukningsperioden til bunds. Særligt peger han på, at vi grundet for få smittede med Covid-19 har lukket ned for flokimmunitet, og at vi blot skubber byrden af smittede til bølge 2 af Covid-19 som formodes at ramme Danmark til efteråret. Hvad gør Danmark i så fald? Er det så samme hårde tur om igen?
Artiklen af Martin Ågerup i Jyllandsposten den 11. april 2020 kan læses i sin fulde længde på nedenstående
Synspunkterne som gennemsyre Martin Ågerups artikel er ikke uvæsentlige at have med i sin evaluering, når vi om nogle måneder eller et år skuer tilbage på tiden fra d. 11. marts 2020 til den 14. april 2020. Men hvem kender og kan i virkeligheden forudsige den bedste praksis i et indtil nu ukendt land med Covid-19, hvor alle med bævrende hjerte går på en knivsæg for at træffer de bedste beslutninger for at imødekomme folkets sundhed.
På denne fredag aften ved at kigge over mod Sverige, ser vi en anderledes og alternativ tilgang til at begrænse og afbøde smitten af Covid-19.
Det som springer i øjnene, når man lader sit blik glide ned over nedenstående statistik, er, at Sverige gennem hele forløbet har ageret markant anderledes end Danmark i bestræbelserne på at begrænse og forhindre smittespredning af Covid-19.
I følge statistikken og hvis beregningerne holder stik mangler Sverige den 7. maj 2020 minimum 12.000 sengepladser og 4000 respiratorer. Resten taler for sig selv.
Vi kan ikke med sæbe og håndsprit redde hele verden, men at vi ved fælles indsats følger sundhedsstyrelsens foranstaltninger og retningslinjer og derved formår at flade epidemikurven ud, så er jeg nu klædt på gennem erfaringer fra bølge 1. til at møde bølge 2.
Med den energi og viljekraft som personalet på skoler og børnehaver har mønstret på under 48 timer, og i disse dage ved fælles kraft har formået at genoprette en tilnærmelsesvis normal hverdag, så er det faktum vigtigere for mig, at tage ansvar og handle efter sundhedsstyrelsens retningslinjer, end at være den læge, der skal tage stilling til hvem der er mest syg, og i kampen for overlevelse har mest brug for en respirator - der måske i virkeligheden ikke findes!
Comments