Det grå fyr på Skagens Odde blev indviet den 1. november 1958, og har i alle år haft stor betydning for sikringen af Skagens skibsfart. Nu er fyrtårnet og området mere blevet et oplevelsescenter til glæde for Skagens turisme og kulturliv. Mens det står flot der mellem klitterne med sine 46 meter, og kun overgåes af Dueodde fyrtårn på Bornholm med 1 meter, får det mig til at tænke på en samtale jeg havde med en god ven for mange år siden. At være et fyrtårn ude i horisonten for et andet menneske der ikke selv kunne finde vej. Jeg stod dengang i en skilsmisse og alt virkede kaotisk. Dengang med 2 piger på 12 og 9 år der var førsteprioritet og grunden til at jeg formåede at skabe mening og en retning i livet. De var min redningsplanke der fik hverdagen tilbage på sporet.
Da jeg forleden og mange år senere efter skilsmissen var på en cykeltur rundt i Skagen, kom jeg til at tænke på, at vi som mennesker for at kunne eksistere, har enormt og nærmest en utømmelig trang til at skabe og føle mening i livet. Vi har alle brug for tryghed og omsorg for at kunne navigere i tanker og følelser. At skabe den mening som gør os til hele mennesker, og dermed betydningsfulde for os selv og værdifuld i vore relationer. En proces der bevæger sig i en uendelig og organisk bevægelse - som ottetallet der ligger ned. Nogle gange kommer der grus i maskineriet, og kærligheden flyder pludseligt ikke længere. Der mangler noget. Vi kan ikke definere det, og det føles indeni som om vi er gået på grund. Vi stopper op og stiller spørgsmål ved den måde vi lever på, og spørger os selv om der kan være andre veje der kan lede os til indre tilfredshed og større glæde.
I denne livsproces kan fyrtårne eller mødet med andre sjæle være den afgørende betydning for overlevelse fysisk som psykisk. Jeg får dagligt, hvilket jeg er meget taknemmelig for, lov til at være den hjælper eller den ven som holde den andens hånd når de store beslutninger træffes. I min verden kan disse beslutninger opleves nemme, men være som at bestige Kilimanjaro for den anden. Det vigtigste er for mig, at være lyttende, og kun give gode råd hvis den anden spørger. Dette så den anden finder modet til at give slip og åbne nye døre i sig selv.
Hjælpekunst
Den persiske digter Rumi udtrykte det i sit digt sådan her, at uanset hvem du er - på den anden side af det du gør, om det er rigtigt eller det forkert - så er der en mark - mød mig der. Dette oversætter jeg til, at vi med vores forståelse og tid kan skabe et afgrænset område, hvor det for en stund er ok at være alt det man måske ikke var opdraget til at være. For derved at forstå de forsvar der gør, at man ikke længere kan mærke glæde i sit liv. At i stedet for at søge kærligheden, så forstå hvilke forsvar der er opbygget for ikke at lukke kærligheden og glæden ind igen.
Omkring os, er der mennesker, der har vandret den lange og hårde vej før os. Truffet de svære beslutninger. Det kan være tilfældigt, at vi møder disse "oplyste" sjæle - måske på en datingapp, en bar kl 01.30 i den indre by, en overfyldt bus mandag eftermiddag eller måske en hjemløs på Aalborg banegård kl 8.30 en fredfyldt søndag morgen. Alle disse møder, hvis vi tør, guider os frem mod en større selvforståelse, og hvis vi tør åbne vores dør og lukke omsorg og kærligheden ind kan der være grobund for ro og stor selvindsigt. Vi får lov til at mærke igen - først i glimt som fyret der udsender sine lyssignaler i takt med bølgernes rullen, og med tiden mestedelen af tiden.
En gammel reklame for et kendt køkkenmærke lød "Alle har ret til et fedt køkken" . I min verden, har alle ret til et liv, hvor glæde og indre lykke er fundamentet for alt det andet vi også lige skal og har ansvar for. Kunsten er at placerer iltmasken på os selv før vi kan være der for nogen eller noget andet i livet. Ilten er kærligheden- at turde åbne sig og række sin hånd ud og blive elsket og rummet.
Sandfygning på Grenen 2020
COPYRIGHT © 2020 PiMaJe
Comments